Viborg skal holde dampen oppe
08. maj 2010 18.45 HåndboldFår minutter før tid lød Viborgs føring på 10 mål i den første Champions League-finale mod rumænske Valcea. Men det hele endte "kun" med et forspring på syv inden næste weekends returkamp i Bukarest. Og den føring er ikke stor nok til at tage triumfen for givet hos træner Jakob Vestergaard.
- Vi er rigtig glade for at have vundet med syv. Det ville jeg gerne have solgt den for. Havde vi fået en timålsføring, så havde det været overstået, nu skal vi levere en god vare for at få pokalen, siger Jakob Vestergaard til DR Sporten.
Han var dog meget tilfreds med det, hans spillere leverede i dagens finale i Herning, og kan spillerne holde niveauet, tror han på, at pokalen havner i Viborg igen.
- Hvis vi spiller sådan igen, ser det rigtig fint ud, men det kan gå stærkt at hente syv mål i håndbold. Jeg synes, rumænerne viste tænder. Det er nogle af verdens bedste, så de har mere at byde ind med, så vi har en stor udfordring mod 6.000 rumænere. Der skal nok blive kog på, siger Viborg-træneren.
Han kan glæde sig over at have fået sine spillere skadesfri og i topform på rette tid i denne sæson.
- Jeg har nogle spillere, der byder sig til, og det er rigtig fedt. Her på det sidste har de leveret nogle rigtig gode præstationer. Vi kom stensikkert i DM-finalen og forholdsvis sikkert videre fra Champions League-semifinalen. Det er godt, at travhestene kender løbsdatoerne for, hvornår de skal stemple ind, understreger Jakob Vestergaard.