KIF Kolding hæmmet i EHF Cup-premiere

Sygdom har sat en stopper for Kasper Irming, der ikke er med, når KIF Kolding her til eftermiddag indleder EHF Cup'en mod ukrainske Motor Zaporozhye.

Når KIF Kolding i eftermiddag indleder dette års EHF Cup på udebane mod ukrainske Motor Zaporozhye, bliver det uden landsholdsemnet Kasper Irming. Han er ramt af sygdom og er derfor blevet hjemme i Danmark.

- Det er et handicap, for han er en vigtig del af vores spil. Især når Kim Andersson bliver mandsopdækket, og det skulle ikke overraske mig, om det sker i dag, siger træner Peter Bredsdorff-Larsen til DR Sporten.

Træningen i går blev derfor brugt på at justere taktikken i Irmings fravær, og opgaven mod de store ukrainere bliver taget meget alvorligt. Bredsdorff forventer en nøglekamp.

- Det er en hård test i dag, og jeg er sikker på, at når vi på et tidspunkt kigger tilbage på gruppespillet, så vil man kunne huske denne her dag som en af dem, hvor vi fik afgjort vores muligheder, siger han.

De øvrige hold i Koldings gruppe er tyske Rhein-Neckar Löwen og Presov fra Slovakiet. To hold går videre til kvartfinalerne.

Opgøret mellem Kolding og Motor Zaporozhye kan følges direkte på DR3 fra klokken 15.55.

  • Print
  • Del artiklen: