KIF Kolding slap fra Ukraine med en sejr i den første gruppekamp i EHF Cuppen. Det blev til 24-21 mod Motor Zaporozhye efter en nok overraskende tæt kamp.
Det var en målfattig start på opgøret, hvor Kim Andersson var manden, der gav det jysk-københavnske mandskab et lille overtag og føring på 9-6 efter 20 minutter. Den svenske skytte blev dog mandsopdækket, og det gav tydeligvis KIF problemer. De gik dog til pausen foran 10-8.
Hjemmeholdet fik hurtigt udlignet efter pausen og fik endda bragt sig i front 16-15 efter 10 minutter. Med 10 minutter igen var det hele dog atter vendt til KIF Kolding-overtag med føring 21-18 og kort efter 23-19. Herefter havde ukrainerne ingen modtræk, og Kasper Hvidt nappede det, han skulle, inden sejren var i hus.
De øvrige hold i Koldings gruppe er tyske Rhein-Neckar Löwen og Presov fra Slovakiet, som er modstanderen på hjemmebane næste weekend. To hold går videre til kvartfinalerne.