Kvist: Bayern er ikke usårlige
22. feb. 2012 11.21 Bayern München er af flere nævnt som en mulig vinder at denne sæsons Champions League i fodbold, men inden tyskerne i aften spiller den første af to ottendedelsfinaler mod schweiziske FC Basel, nedjusterer William Kvist fra VfB Stuttgart forventningerne til ligarivalerne.
- Bayern er absolut ikke usårlige. Vi har netop set, hvordan de i Bundesligaen spillede uafgjort mod det absolutte bundhold Freiburg. Vi har også selv spillet mod dem for nylig, og selv om vi tabte, så synes jeg, at der er bedre hold end Bayern tilbage i Champions League, siger Kvist til DR Sporten.
Han udråber alligevel tyskerne til klare favoritter i de to ottendedelsfinaler mod FC Basel, men det hænger lige så meget sammen med, at den schweiziske liga først lige er begyndt igen efter en lang vinterpause. Dermed står aftenens hjemmehold på St. Jakob Park i Basel i samme situation, som William Kvist og FC København gjorde inden sidste sæsons ottendedelsfinaler mod engelske Chelsea.
- Det er bare en svær situation. Kamprytmen er væk, og specielt lidt henne i kampen kommer man i problemer. Hele den måde, adrenalinen og koncentrationen bliver bygget op i sådan en kamp, er umulig at genskabe i en træningskamp inden, lyder det fra William Kvist, der har sit bud på en mulig vinder af årets Champions League.
- Jeg tror, det bliver en af de to store spanske klubber. Og hjertet siger helt sikkert Barcelona.
Hør et længere interview med William Kvist i aften i Sport på 3'eren, der sætter fokus på aftenens Champions League-kampe på P3 fra 20-23.