Pytlick varsler hårdere kurs
10. mar. 2010 20.38 Landshold kvinder"No more mister nice guy."
Sådan synes håndboldlandstræner Jan Pytlick at tænke om sin fremtidige strategi, når kvindelandsholdet skal udtages.
Onsdag udtog Pytlick årets første landsholdstrup, og her ser han blandt andet bort fra Kamilla Kristensen, der i følge landstræneren ikke har udviklet sig godt nok.
Og forbigåelsen af Kamilla Kristensen er noget, som alle omkring landsholdet bør lægge mærke til.
- Det er egentlig et signal, jeg gerne vil sende til alle spillerne. For jeg synes, at der er en gruppe, som godt kunne stramme lidt mere op, siger Jan Pytlick til DR Sporten.
Krav om udvikling
Kamilla Kristensen var en af de seks VM-spillere, der ikke kom med i Pytlicks trup, men bare fordi man er med denne gang, skal man ikke føle sig for sikker, fortæller landstræneren.
- Der er andre af de spillere, som er udtaget til næste samling, som har fået vide, 'Prøv at høre her. Jeg har nogle forventninger om, at du flytter dig på de og de parametre, og hvis du ikke gør det, så er du ikke en del af landsholdet', siger Jan Pytlick.
Landsholdet samles i slutningen af marts.