Muligt comeback til Fruelund og Skov
11. mar. 2010 21.52 Landshold kvinderTil december er Danmark vært for kvindernes EM-slutrunde i håndbold, målet er medalje, og det kan ifølge landstræner Jan Pytlick medføre et comeback til et par af de spillere, der tidligere har haft succes på landsholdet.
- Jeg skal stille med det stærkeste hold til EM, og når vi kommer ind i den nye sæson, kan det være, at der er nogle spillere, som gør det rigtig godt, og som måske melder sig tilbage på banen, siger Jan Pytlick til DR Sporten og peger på Rikke Skov og Katrine Fruelund som de to meste oplagte.
- Rikke Skov har eksempelvis sagt, at hun ikke har lukket døren i forhold til landsholdet, og det har Katrine Fruelund heller ikke, siger Jan Pytlick.
Katrine Fruelund vil ikke afvise et comeback, men skal formentlig hen på den anden side af sommerpausen, før hun kan tage endelig stilling til det.
- Og så skal jeg se, om mit niveau er godt nok til at være med igen, siger Katrine Fruelund til DR Sporten.
Katrine Fruelund, der til dagligt spiller for Randers HK, er 31 år og meldte fra til landsholdet i februar 2009.
Den 29-årige Rikke Skov, som spiller for Viborg HK, meldte fra et par måneder senere.