Eggert accepterer sin rolle - sådan da
22. jan. 2010 19.10 Landshold mændSerbiens målmænd var chanceløse i aftes når bolden var i hænderne på venstrefløjen Anders Eggert. Han blev suverænt dansk topscorer med 10 mål, og satte stort set ikke sine håndboldsko forkert en eneste gang.
- Det var jo pragtfuldt for ham og for holdet, at vi bare kunne give ham bolden, og så var der mål. Det var ikke engang sådan, at man havde på fornemmelsen, at målmændene var tæt på at redde hans skud, sagde Ulrik Wilbek ved fredagens pressemøde.
Når modstanderen lørdag hedder Island, skulle man tro at den 27-årige Flensborg/Handewitt-fløj var selvskreven til startopstillingen efter sin præstation i går. Men faktum er, at det meget vel kan blive Lars Christiansen der starter på bekostning af Eggert.
- Jeg var meget opmærksom på, at Anders var så tilpas hurtig, at han passede til Serbien. Så kan der være andre hold hvor jeg synes Lars passer bedre, siger landstræner Ulrik Wilbek.
Og det har Anders Eggert tilsyneladende ingen problemer med.
- Det har jeg det egentlig fint nok med. Jeg har det bedst når der er klare linjer og roller, og det må man sige der er. Lars er førstevalg sådan helt generelt, siger han.
Situationen er ikke ny for Anders Eggert, for i dagligdagen i Flensborg er billedet det samme. Her er de to venstrefløje også holdkammerater, og kæmper om samme plads. Men selvom den tidligere GOG-fløj har accepteret rollen som andenviolin, så er det ikke altid tilfredsstillende
- Jeg ville da lyve, hvis jeg ikke en enkelt gang har været gnaven, fordi jeg skulle sidde ude og han skulle spille. Vi vil begge to spille og sådan er det. Den dag vi ikke vil det, så er det fordi man er ligeglad, og så er det måske tid til at stoppe, siger Eggert.
Om det bliver Eggert eller veteranen Christiansen, der starter mod Island, ved kun landstræner Ulrik Wilbek. Men han afslører intet forud for morgendagens opgør.
- Taktikken holder jeg inde under trøjen, og venter med at vise den frem til i morgen, siger Wilbek.