Kasper Hvidt ville være fortsat, hvis...
06. feb. 2010 10.40 Landshold mændEn plads i semifinalen og en medalje til Danmark. Havde det været resultatet af Danmarks deltagelse ved EM-slutrunden i Østrig, var Kasper Hvidt ikke stoppet.
- Det er jeg sikker på, for så havde vi kunnet fortsætte i rumlen, og så havde vi også allerede været kvalificeret til VM i Sverige, afslører Kasper Hvidt over for Politiken.
Den dygtige målmand fra FCK har været med på landsholdet så længe, at han har svært ved at se sig selv som "turneringsfyld" ved slutrunderne. Og det fik bægeret til at tippe over denne gang.
- Var vi gået videre til semifinalerne, så havde udbyttet af anstrengelserne været større - og så havde perspektivet med landsholdet været bedre. Og det er med til at give inspiration, energi og motivation, siger Kasper Hvidt.
Landstræner Ulrik Wilbek vil ikke kommentere Hvidts udtalelser over for DR Sporten.
- Det må du selv spørge Kasper om, siger Wilbek.