Wilbek vil bruge Herning som hjemmebane
08. sep. 2010 13.43 Landshold mændLandstræner Ulrik Wilbek vil bruge Herning som hjemmebane for landsholdet fremover. Det skriver Herning Folkeblad.
- Det vil være helt ulogisk ikke at benytte den nye arena i Herning. Man har i mange år talt om at bygge en hal i København, men nu står den her (i Herning, red.), og så skal man da benytte den, siger Wilbek til avisen.
Han var i Herning onsdag formiddag for at se på forholdene i den nye MCH Multiarena, der har plads til 11.500 tilskuere.
Og så deltog han sammen med flere profiler fra den hjemlige herreliga i et pressemøde i forbindelse med eventen "10.000 til håndbold" - der handler om at samle så mange tilskuere som muligt til to kampe i Jack & Jones Ligaen lørdag den 6. november: AaB-Skjern og BjerringbroSilkeborg- AG København.
- Som spiller er det en drøm at kunne optræde i rammer som denne. Og med et stort publikum i ryggen, siger Bjerringbro-Silkeborgs og landsholdets førstemålmand Nicklas Landin til projektets hjemmeside.