Det er ikke Danmark, der står med favoritværdigheden, når der fredag er VM-semifinale, hvor modstanderen er Kroatien. Det mener landstræner Ulrik Wilbek.
- Jeg vil ikke kalde Kroatien for storfavoritter, men de er favoritter. De spillede fantastisk til OL, hvor de slog os med 11 mål, og de har holdt niveau lige siden. De har slået Frankrig og Spanien, så det ser virkeligt godt ud for dem, siger Wilbek til DR Sporten.
Han har dog ikke noget imod at indtage rollen som underdog fredag aften i Barcelona.
- Indtil nu har vi været favoritter i alle kampe, men vi har det fint med ikke at være favoritter i semifinalen - så kan vi komme lidt bagfra og tage fusen på kroaterne.
Vil dosere Hansen
Wilbek erkender, at Mikkel Hansen ikke er kommet skudmæssigt i gang ved VM og vil derfor dosere hans indsats mod Kroatien fredag aften.
- Han skal spille de perioder, hvor han kan spille igennem. Men jeg må forsøge at dosere ham lidt. Jeg håber, han skudmæssigt kommer i gang - jeg synes egentlig, han spillemæssigt har været udmærket.
Mikkel Hansen er blandt verdens allerbedste håndboldspillere, har ikke været på toppen ved VM. Det betyder formentlig mere spilletid til tårnhøje Nikolaj Markussen på venstre back i fredagens semifinale.
- Mikkel gør det udmærket i forsvaret i 1. halvleg, men så må jeg tage ham ud i 2. halvleg. Og så har jeg jo heldigvis Nikolaj Markussen, som jeg kan supplere med, siger Wilbek.
Kampen i Barcelona går i gang klokken 21.30 og kan opleves på DR1 med optakt fra klokken 21.15 - det er lige efter X Factor.
