En sløj Ulrik Wilbek havde ventet en times tid på at pressemødet skulle gå igang, inden han gik hjem til hotellet efter søndagens VM-finale.
Det var i aftes Dansk håndbold Forbunds pressechef Finn Tage Jensen, der måtte forklare Wilbeks fravær, som er blevet kritiseret fra mange sider.
I dag bekræfter Wilbek til sporten.tv2.dk, at han var skidt tilpas.
- Jeg ventede en time, og i den tid forsøgte vi at finde ud af, hvornår pressemødet blev afholdt. Men da der var gået en time, og vi stadig ikke havde fået en melding, tog jeg hjem til hotellet sammen med vores læge. Det var jeg nødt til. Jeg var rigtig utilpas og havde på det tidspunkt ikke sovet ordentligt i to dage, siger Ulrik Wilbek til sporten.tv2.dk.
Wilbek ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad han fejler.
