Det var tilsyneladende for smertefuldt for de danske tv-seere at se VM-finalen i håndbold til ende.
Friske seertal viser, at cirka 250.000 seere enten slukkede eller skiftede væk fra DR1 og TV2 under 2. halvleg af søndagens finalekamp i Barcelona, som Danmark tabte med 16 mål til de spanske værter.
Tidligt i kampen var der ellers lige så mange seere som ved VM-finalen i 2011, så der var basis for, at seertallet kunne være kommet i nærheden af rekorden på 2,7 millioner seere.
I stedet endte seertallet på niveau med sidste års EM-finalesejr over Serbien, som blev set af 2.268.000 seere alene på TV 2. De godt 2,2 millioner seere fordelte sig med godt 1,3 millioner til TV 2 og godt 900.000 til DR1.
