"Skod altid at rejse på mellemlandinger med DHF, mens de selv sidder på 1. klasse på de direkte ruter", lyder kritikken på twitter fra håndboldsholdets Niklas Landin dagen efter hjemkomsten fra VM i Spanien.
Da landsholdet mandag rejste hjem fra Barcelona, foregik det med en mellemlanding i Zürich. Det var en tur, der varede knap fire en halv time.
Samtidig tog ledelsen i Dansk Håndbold Forbund (DHF) en direkte flyvning og stod og ventede, da de danske sølvvindere ankom til en planlagt reception.
“Der var intet pamperi over det.”
Morten Stig Christensen til Ekstra Bladet
Men Landin har fået det hele galt i halsen, forklarer Morten Stig Christensen overfor ekstrabladet.dk.
- Det er ikke rigtigt, hvad han skriver. Og jeg synes, det er ærgerligt, at han siger, som han gør. Sandheden er, at rejserne er forskellige.
- Vi var inviteret af IHF (det internationale håndboldforbund, red.) og rejste med Norwegian. Før det var afgjort, om Danmark skulle spille om bronze eller guld, besluttede vi, at vi ville være hjemme, når spillertruppen ankom til Danmark mandag. For med Norwegian ville vi ankomme en halv eller hel time efter dem. Og det ville være ærgerligt.
- Vi ville gerne rejse med spillerne, men det kunne ikke lade sig gøre, fortæller Morten Stig Christensen.
