Landstræner Ulrik Wilbek har fået konstateret mavesår oven på VM-slutrunden.
Wilbek har gennemgået en række undersøgelser efter hjemkomsten til Danmark og er nu gået i øjeblikkelig behandling, oplyser Dansk Håndbold Forbund.
Ulrik Wilbek skulle lægge øre til masser af kritik, efter at han udeblev fra det officielle pressemøde efter søndagens nederlag i VM-finalen i Barcelona.
Wilbek undskyldte sig bagefter med, at han havde et maveonde, og derfor var taget retur til sit hotel. Et maveonde, der altså viste sig at være et mavesår.