Billetsalget til Danmarks kampe ved næste års EM på hjemmebane går over alt forventning.
For to uger siden blev der ifølge Dansk Håndbold Forbund (DHF) sat 27.000 billetter til salg til Danmarks kampe i indledende runde og mellemrunden i Boxen i Herning, og nu er der blot 4.000 tilbage i kategori B.
Alle billetter i kategori A samt alle VIP-billetter er udsolgt.
- Da vi den 14. januar startede forsalget til Danmarks kampe ved EM på hjemmebane, var vi lidt spændte på, hvordan det ville blive modtaget, da billetterne er såkaldt blinde billetter. Det vil sige, at danskerne køber en billet uden at kende modstanderen. Den viden har vi først til sommer, når kvalifikationen er færdigspillet og lodtrækningen har fundet sted, siger generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen og fortsætter:
- Vi er derfor utroligt imponerede over den opbakning, danskerne endnu en gang har vist til vores landshold, og det er med ydmyghed og stor begejstring, at vi arbejder videre med planlægningen af mesterskabet.
EM i 2014 spilles i Aalborg, København, Aarhus og Herning fra den 12. til den 26. januar.