Slagelse accepterer EHF-bøde
09. dec. 2005 10.31 Liga kvinder
Opdat.: 09. dec. 2005 10.29Slagelse Dream Team har accepteret at betale en bøde på 130.000 kr. (17.500 euro). som det europæiske håndboldforbund EHF i marts idømte klubben, fordi den stillede med et reservehold ved Super Cup i Leipzig sidste år, oplyser DR-Regionalen.
Slagelse Dream Team var tiltænkt en hovedrolle ved Super Cup i Leipzig, men turneringen udviklede sig til en såvel sportslig som tilskuermæssig fiasko, da Slagelses reservestab ikke kunne stille noget op overfor stærke internationale modstandere.
Anja Andersens mandskab har hidtil forsvaret sig med, at klubben ville skåne spillerne, og at EHF ikke havde præciseret, at der skulle stilles med stærkeste hold.
Slagelses sportschef Anja Andersen og klubbens direktør Henrik Dudek mødtes med repræsentanter fra EHF i København i denne uge.
På mødet accepterede Slagelse altså at betale bøden, men til gengæld har klubben krævet, at EFH præciserer reglerne, så det kommer til at fremgå, at klubberne selv kan bestemme, hvilke af truppens spillere, man sender til turneringer.
Slagelse havde ellers gjort sig klar til at føre en civil retssag mod EHF, men striden er nu bilagt. Ifølge Slagelse 'som et led i et andet mellemværende mellem parterne, der handlede om opsætning af bandereklamer til en hjemmekamp i Champions League.'