Dramatisk afslutning i Aalborg
06. apr. 2007 15.49 Liga kvinderAalborg DH har fremtvunget en tredje DM-semifinale mod Viborg efter en sidste sekunds-scoring af Ibolya Mehlmann. Nordjyderne vandt 33-32 efter at have været bagud med hele syv mål ved pausen.
Efter nederlaget i Viborg var Aalborg DH tvunget til at vinde i Gigantium, hvis håbet om en finaleplads skulle bevares. I starten fulgtes de to hold ad, men så trak Viborg med en storspillende Henriette Mikkelsen fra. Hun scorede i alt 10 mål og havde en stor del af æren for Viborgs pauseføring på 21-14.
Men i anden halvleg kæmpede aalborgenserne sig tilbage under ledelse af den 18-årige playmaker, Lærke Møller. Og med små ti minutter igen udlignede Matilda Boson på straffe til 27-27.
Slutningen blev sindsoprivende spændende, men da Chao Zhai udlignede for Viborg til 32-32 på et gennembrud med blot ti sekunder igen, lignede det en afgørelse. Viborg kunne nemlig nøjes med uafgjort for at nå finalen.
Aalborg gav hurtigt bolden op og scorede, men dommerparret annulerede målet. Viborgs Gritt Jurack fik direkte rødt kort, og nordjyderne fik et frikast, da tiden var udløbet. Og det lykkedes på forunderlig vis Ibolya Mehlmann at hugge bolden forbi både muren og en fumlende Louise Bager Due i Viborg-målet.
Dermed skal de to hold altså ud i en tredje og afgørende semifinale, der spilles mandag i Viborg. Gritt Jurack risikerer ikke at være med på grund af hendes røde kort.
Kampen i tal:
Aalborg DH-Viborg 33-32 (14-21).
Aalborg DH: Ibolya Mehlmann 8, Tanja Logvin 8 (1), Lærke Møller 6, Matilda Boson 6 (2), Natalija Derjugina 2, Louise Pedersen 2 (1), Louise Mortensen 1.
Viborg: Henriette Mikkelsen 10, Chao Zhai 5, Kristina Bille-Hansen 4, Rikke Skov 4, Lene Lund Nielsen 3, Grit Jurack 2, Lene Thomsen 2, Heidi Astrup 2 (1).
Diskvalifikation: Grit Jurack, Viborg.
Udvisninger: Aalborg DH 3, Viborg 6.
Tilskuere: 4.278.
Stillingen er 1-1 i kampe