Dobbeltsejr til Team Tvis mod tophold

Både Team Tvis’ dame- og herrehold vandt på hjemmebane i Gråkjær Arena.

Aftenens dobbeltarrangement i Gråkjær Arena endte med to sejre til hjemmeholdene Team Tvis Holstebro. Først tog kvindeholdet i mod Viborg HK i en kamp mellem ligaens nummer to og fire.

Opgøret var hele vejen igennem meget lige, og forhåndsfavoritterne fra Viborg kunne gå til pause med en smal føring på 16-15. Det fik især Ann Grete Nørgaard lavet om på i anden halvleg, og med i alt syv scoringer i kampen var hun i høj grad medvirkende til Tvis' sejr på 32-19.

Dermed haler Team Tvis Holstebro ind på Viborg i ligatabellen, hvor kun et enkelt point skiller dem ad. Viborg ligger stadig nummer to med 27 point, mens Tvis rykker forbi Randers og indtager tredjepladsen med 26 point.

Forrygende målmandsspil

Også herrernes kamp bød på sejr til hjemmeholdet og nederlag til det ud fra tabellen at dømme bedste hold. Bjerringbro-Silkeborg, der ligger nummer to, kom hurtigt i modvind i Gråkjær Arena, da hjemmeholdet bragte sig foran med 5-1.

Det lykkedes dog BSV at hente føringen, og med syv minutter tilbage af kampen var det helt lige: 17-17. Herfra steg intensiteten i den noget målfattige kamp, hvor især Tvis' målmand Anders Petersen stod fremragende.

Med få minutter tilbage af kampen redede han sit tredje straffekast i kampen, og så kunne Tvis bringe sig foran 21-18, inden begge hold scorede en gang mere til slutresultatet 22-19.

Efter kampen var BSV's Mads Ø. Nielsen især irriteret over, at holdet ikke formåede at score flere end 19 mål:

- Vi scorer ikke på vores chance, og Anders står vel med over 50 %. Vi laver kun 19 mål, og så vinder man altså ingen håndboldkampe!

- Vores angreb sidder ikke i skabet, men vi kommer alligevel frem til mange chancer. Vi brænder endda tre straffekast, så det er vores egen skyld, sagde Mads Ø. Nielsen til TV3 Sport 1 efter kampen.

  • Print
  • Del artiklen: