Stregtalent med usikker fremtid
10. mar. 2010 21.50 Liga mændDer er stor forvirring i københavnsk håndbold lige nu.
FCK Håndbold lukker, og AG København har annonceret, at de ønsker at overtage nogle af spillerne.
Men hvilke af spillerne det bliver, er endnu ikke meldt ud, og det kan ikke undgå at skabe usikkerhed hos spillerne.
- Man er jo nødt til at holde mulighederne åbne i sådan en situation her. Jeg har været i kontakt med AG, men hvis de pludselig ikke gider mig alligevel, kan jeg jo risikere at stå uden en klub efter sommerferien, siger FCK Håndbolds talentfulde stregspiller Jacob Bagersted til DR Sporten.
Knæskade oveni
Bagersted sidder oven i købet netop nu udenfor med en knæskade. Og I AG København har de allerede hentet stregspilleren René Toft Hansen i KIF Kolding.
- Det er selvfølgelig surt at sidde udenfor lige nu, og det irriterer mig, at når tingene ser ud, som de gør, så kan jeg kun sidde og tulle rundt på en cykel, forklarer Bagersted om den knæskade, der holder ham ude.
Udviklingen i fare
Jacob Bagersted har længe været et stort talent på stregen, og den nuværende situation er derfor ikke særlig belejlig for hans udvikling, som ellers de seneste par år udelukkende har været opadgående.
- Det er selvfølgelig klart, at jeg helst vil spille, det er jo også der, jeg kan gøre mig bemærket over for Ulrik Wilbek. Så det er da lidt ærgerligt, at jeg kommer fra en af Danmarks bedste klubber med masser af spilletid og nu skal finde en ny klub, hvor det kan være, jeg ikke kommer til at spille lige så meget, slutter Jacob Bagersted til DR Sporten.