Bredsdorff tager kampen op med københavnerne
04. sep. 2010 21.57 Liga mændMestrene fra AaB kunne rejse den lange vej hjem til Nordjylland med et nederlag til AG København i bagagen. Træner Peter Bredsdorff-Larsen erkendte, at det var en vanskelig modstander, de var kommet op imod.
- De spillede en god kamp og deres forsvar formåede at lukke os ned, og så stod deres målmænd godt. Jeg var ellers godt tilfreds med vores forsvar, men de lavede mange kontramål, og det var der, de fik skabt hullerne, sagde Peter Bredsdorff-Larsen til DR Sporten.
AaB har mistet spillere i forhold til sidste sæson, men træneren tør alligevel godt tage kampen op om topplaceringerne.
- Vi skal arbejde hårdt for at forsvare mesterskabet, men vi knokler, og jeg føler, vi er godt på vej. AG har udråbt sig selv til storfavoritter, men vi andre vil gøre, hvad vi kan. Det er slet ikke slut endnu, vi kan spille bedre og har før tabt til et københavnerhold første gang og så slået dem i foråret, understreger AaB-træneren.