Stortalent i bedring efter hjerneblødning
03. mar. 2010 12.10 Ishockey18-årige Jesper Jensen pådrog sig en mindre hjerneblødning, efter at han tirsdag aften skøjtede ind i en hård tackling, da hans klub, Rødovre, lagde is til lokalopgøret mod Hvidovre.
Landsholdsbacken, der samtidig fik sig en kraftig hjernerystelse, er dog i bedring, men Jesper Jensen må vinke farvel til resten af ishockeysæsonen og dermed også VM i Tyskland til maj.
- Jesper husker ikke noget fra kampen. Han er svimmel og ligger med lukkede øjne, men er i bedring. Han snakker om, at han skal op igen og være med i slutspillet, men der bliver ikke mere ishockey i denne sæson, selvom unge mennesker restituerer hurtigt, siger Jesper Jensens mor, Christina Jensen, til sporten.dk.
På sygehuset med det samme
Uheldet skete, da Jesper Jensen i kampen mod Hvidovre gik ind i en tackling med en modspiller.
Han knaldede sit hoved hårdt ind i banden og røg efterfølgende i isen med nakken først. Han blev med det samme overført til Glostrup Sygehus.
Jesper Jensen debuterede på det danske ishockeylandshold i sidste måned, og den 18-årige Rødovre-spiller har siden været med i landstræner Per Bäckmans VM-overvejelser.
Selve kampen vandt Rødovre med overbevisende 7-0, og holdet møder på fredag Frederikshavn i den første DM-kvartfinale.