Kessler får støtte af Bendtner i Parken

Den danske boksestjerne Mikkel Kessler kan se frem til opbakning fra Nicklas Bendtner i lørdagens kamp mod Allan Green.

Mikkel Kessler får fornem opbakning, når han på lørdag går en vægtklasse op og møder amerikanske Allan Green i letsværvægt i Parken.

Den danske bokser får støtte af fodboldstjernen Nicklas Bendtner og skuespillerkæresten Julie Zangenberg ved ringside.

- Jeg er glad for, at Bendtner kommer og støtter mig på lørdag, ligesom jeg støtter det danske landshold til sommerens EM.

- Bendtner er fra Amager lige som jeg selv. Vi er fra det samme kvarter, og jeg sætter stor pris på hans og Julies støtte mod Green, siger Mikkel Kessler i en pressemeddelelse fra Team Sauerland.

Bendtner afslører samtidig, at han glæder sig til at se Kessler dele øretæver ud.

- Jeg kan godt lide hans boksestil, og han bør blive endnu bedre med de ekstra kilo på, siger Bendtner.

Mikkel Kessler har vundet 44 sejre og tabt to kampe i karrieren, mens Allan Greens rekordliste lyder på 31 sejre og tre nederlag.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vis alle nyhedsbreve