Kommentar: Aftalt spil
07. nov. 2005 09.50 Kommentar
Opdat.: 07. nov. 2005 09.49Af Olav Skaaning Andersen, chef for DR Sporten
Det er mere end ti år siden franskmanden,
forretningsmanden, ex-ministeren og klubpræsidenten
i Marseille, Bernard Tapie blev dømt for at stå bag
bestikkelsen af en modstander, så Olympique
Marseille kunne hjemføre det franske mesterskab. En
slem skandale, der dog dengang af fodboldens
organisationer, UEFA og FIFA, blev karakteriseret
som et enkeltstående tilfælde, udført af en
amoralsk excentriker i det sydlige Frankrig.
Den holdning er svær at forsvare i dag. Scenen er
Berlin, oktober 2005. Tyskerne forbereder sig til
sommerens store fodboldfest, VM-slutrunden i 2006,
med en konference om fodbold som kulturelt fænomen.
Et positivt og ufarligt møde, men pludselig brydes
den gode stemning.
En prisbelønnet svensk reporter fortæller, at
han inden en kamp mellem to topklubber
overhørte en samtale, hvoraf det fremgik at
et pokalopgør var fikset. Journalisten havde
undladt at offentliggøre sine iagttagelser,
fordi han ikke kunne finde håndfaste beviser,
men fortællingen falder alligevel ikke i god
jord hos VM-arrangørerne otte måneder før
åbningskampen. De er godt klar over, at netop
match-fixing i dag er blevet et af fodboldens
største problemer.
Lignende historier i gråzonen florerer over
hele verden. Mistanker, fornemmelser og
formodninger om, at pengestærke kræfter i alt
for mange tilfælde bestemmer udfaldet af en
sportskamp.
En kamp, som tusinder af
tilskuere på stadion og millioner af fans og
tv-seere tror, er en straight-forward og
ærligt opgør om point og prestige.
Skræmmende resultater
Èn mand har forsøgt at skære gennem rygterne.
I flere år har den canadiske journalist
Declan Hill undersøgt tusindvis af mere eller
mindre veldokumenterede historier om fixede
sportskampe, og hans resultater er
skræmmende.
Utallige dokumenterede eksempler
på aftalt spil, korruption og bestikkelse kan
canadieren fremlægge på sportkonferencen Play
the Game i København i næste uge. Og Hill kan
samtidig punktere mange af forsøgene fra den
etablerede sportsverden på at negligere og
underspille problemets omfang.
Drager man igen til Berlin, til landsretten -
ikke langt fra konferencen om fodbold og
kultur - er der i de forløbne uger blevet
leveret det ene bevis efter det andet på, at
korruptionen er nået ind til kernen af
europæisk fodbold.
En kroatisk spillemafia er anklaget for at have påvirket resultatet af
42 kampe, bla. ved at have bestukket den
tyske dommer Robert Hoyzer.
Net-bookmaking
Sportshistorien har budt på flere eksempler
på aftalt spil, men den eksplosive stigning
skyldes udviklingen indenfor net-bookmaking.
Den helt uproblematiske mulighed for hurtigt
at satse på alverdens kampe fra bærbare
computere, internetcafeer eller
mobiltelefoner, har pumpet milliarder af
kroner ind i spil-industrien.
De mange penge har tiltrukket både den
moderne, organiserede kriminalitet og
lykkeridere på jagt efter den store gevinst.
I Finland købte en kinsesisk rigmand
topklubben Alllianssi. Træneren blev fyret,
næsten samtlige spillere udskiftet og holdet
tabte 0-8 i den næste kamp. I Asien blev der
angiveligt spillet helt usædvanlig - op imod
100 millioner kroner - på lige netop den
kamp.
Lignende historier kan fortælles fra
Brasilien, Portugal, Polen og Tyrkiet, og
både ishockey og cricket har haft grimme
bestikkelsesskandaler inde på livet.
Sportsbranchen større end bilindustrien
Sportsindustrien er et område i kolossal
vækst. Fornylig fortalte Ugebrevet Mandag
Morgen, at sportsbranchen i USA er dobbelt så
stor som bilindustrien og syv gange større
end filmbranchen. Match-fixing og aftalt spil
er blot et af de problemer, sporten står
overfor.
Det er en kendt sag, at fodboldverdenen i
mange år har været et velegnet sted at
hvidvaske penge, ligesom sportens mange
agenter har medvirket til at føre enorme
summer ud af fodbolden og ind på tvivlsomme
konti på de britiske kanal-øer.
Det er veldokumenteret, at agenter risikerer at
skulle bestikke både manager og
bestyrelsemedlemmer for at få købt eller
solgt en spiller.
Eksemplet Hauge
Den norske agent Rune Hauge er ekspert i at
få skandinaviske spillere til engelsk
fodbold, og det skete bl.a ved hjælp af
bestikkelse. Nordmanden fik en straf fra
FIFA, men er nu i den grad tilbage i faget. I
løbet af sommeren 2005 var Hauge mellemmand,
da rettighederne til norsk tv-fodbold blev
solgt for den betragtelige sum af én milliard
kroner for fire år. 100 millioner - eller 10%
- gik i provision til Hauge, der nu
undersøges af det norske bagmandspoliti,
fordi mistanken om urent trav er sejlivet og
konstant popper op i de norske medier.
Udsigten til meget lukrative indtægter får
agenter til at slå sig sammen i
transnationale firmaer, der dækker store dele
af det europæiske fodboldmarked.
Flere af de største firmaer er stærke og har formået at
placere sig så centralt i branchen, at de
repræsenterer både spiller og klub, når der
forhandles om en kontrakt.
Uetisk og ulovligt
At sidde på begge sider af bordet i en
forhandling med millioner af kroner, er både
uetisk og ulovligt i alle mulige andre
brancher.
I fodboldens verden får det ofte
lov til at passere, fordi viljen hos de
styrende organisationer, UEFA og FIFA, til at
overskue og håndhæve det store marked, ikke
er tilstede. Det overlader markedet til mere
eller mindre dubiøse agenter og agentfirmaer,
der ikke skyr nogen midler i jagten på
millioner af euro.
En holdningsløs laden stå til, er et generelt
problem i sportsverdenen. De store
sportsorgisationer har en påfaldende tendes
til først meget sent at reagere på åbenlyse
problemer. Der skule gå årtier inden Den
Internationale Olympiske komité gjorde noget
ved den korruption, der fandt sted i IOC.
Den Internationale Cykelunion (IOC) lukkede i
mange år øjnene for det dopingmisbrug, der
fandt sted i cykelsporten. Lige nu prøver
samme cykelunion at ignore den betydelige
dopingdokumentation, der er kommet frem om
Lance Armstrongs meritter i det franske.
Mens Tour de France-direktør Jean Marie Leblanc
modigt lægger afstand til amerikaneren, synes
UCI at ville gøre alt for at bibeholde den
absurde myte om Armstrong som ren rytter.
Svag indsats fra FIFA og UEFA
Hverken FIFA eller UEFA har vist evner til at
regulere fodboldagenternes åbenlyse
ulovligheder, og de riskierer at komme i
samme situation, når det gælder aftalt spil,
match-fixing og korruption.
Da Bernard Tapie blev taget i bestikkelse i
begyndelsen af 90´erne, reagerede UEFA ved at
sætte to mand til at overvåge samtlige
europæiske ligaer. De skulle påse, at alt gik
rigtigt til.
I dag indrømmer UEFAs generalsekretær, Lars Christer Olsson,
at den indsats var alt for svag. Det prøver de to
fodboldorganisationer nu at kompensere for,
ved - sammen med bookmakerfirmaer - at lave
specialgrupper, der skal overvåge det store
marked for sport og spil. Det er på tide,
hvis situationen ikke skal løbe løbsk.
DR2 sender tirsdag d. 8. november kl. 20.30 temaaftenen Sport og Snyd.
Klik her og læs mere.