Kvalt i den gule trøje

Tour-kommentar af Carsten Ritter

Michael Rasmussen balancerer på kanten i Tour de France 2007. Når sæsonen er omme risikerer han at være helt færdig med en kort, men imponerende karriere som en af verdens bedste klatrere.

I hvert fald, hvis afsløringerne fra Whitney Richards er sande, og hvis hans "no show" i forbindelse med dopingkontroller er kalkulerede.

I denne måned har jeg kendt Michael Rasmussen i otte år. Jeg har kendt ham siden han kørte mountainbike, og ingen andre danske journalister anede hvem han var. Faktisk var jeg eneste danske journalist tilstede, da han senere samme år blev verdensmester i den svenske by Åre.

Jeg har fulgt ham tæt. Har ofte ringet til ham for bare at sludre om løst og fast og cykelsport. Og selv om det er sket sjældnere og sjældnere de seneste år, har han også ringet til mig, når han havde en god historie at fortælle. Som da han trods en allerede offentliggjort mundtlig aftale med Bjarne Riis om kontraktforlængelse, skiftede til Rabobank.

En særlig tillid
Alt dette beskriver jeg kun for at understrege, at jeg har haft en særlig tillid til ham.
Selv om jeg leder grundigt, kan jeg ikke finde den tillid længere.

DCU's afvisning af ham, var så dårlig timing, at det - i hvert fald hernede i Tourens internationale pressekorps - var lige ved at vende stemningen til Rasmussens fordel.
Men så dukkede Whitney Richards op.

Han fortæller til VeloNews, at Michael Rasmussen i 2002 bad ham fragte et par cykelsko fra USA til Italien. Problemet var bare, at Richards opdagede, at pakken ikke indeholdt sko, men bloderstatning - formentlig stoffet Hemopure. Med det stof har han været helt oppe på beatet, hvad bloddoping angår i 2002!

Hvad taler så for, at han ikke er det i 2005, 2006 og 2007?
Hvis historien er sand - og den er så detaljeret, at det er svært ikke at tro på den - har han ikke bare villet snyde på dopingvægten. Han har også helt uden skrupler forsøgt at udnytte en bekendt til at gøre noget dybt kriminelt.

Hvor går hans grænse så? Tager han noget for at køre så stærkt som han gør i Tour de France?
Michael Rasmussen har kun bekræftet, at han kendte Whitney Richards. Nu er han holdt helt op med at svare på dopingrelaterede spørgsmål.
Rabobank holder ikke til ret meget mere, tror jeg. Da jeg interviewede holdets øverste chef Theo De Rooij i weekenden, sagde han nærmest mellem linjerne, at Rasmussen må sejle sin egen sø.

Svært ved at fortsætte på topniveau
Kyllingen bliver formentlig aldrig testet positiv, men indicierne på doping kan blive så stærke, at han får svært ved at fortsætte karrieren på et tophold. Ganske vist var der også i første omgang et hold til Ivan Basso, trods Operacion Puerto.

Men cykelsporten ændrer sig heldigvis hele tiden, så måske ender han - i bedste fald - i et skæbnefællesskab med Bo Hamburger efter hans dopingmorads. Det var noget med små italienske cykelhold, og ikke ret meget i løn.

Når man lægger alting sammen. At dopingkontrollanter ikke har kunnet finde ham, at en tidligere bekendt fortæller en alvorlig historie, at han mange gange har åbenbaret politisk meget ukorrekte holdninger til dopingspørgsmål, at han er dybt betaget af den afdøde dopingsynder Marco Pantani, og at han lige nu nærmest er overmenneskelig. Så er det nærmest umuligt at juble med ham.

Beklageligt Michael, men hvis de her anklager er sande, tror jeg desværre, at ringen er sluttet.

Har du en reaktion på denne kommentar eller en holdning til sagen? Log dig ind i debatten herunder og giv din mening til kende!