Dobbelt W

Af Kurt Lassen, redaktionsleder på DR Sporten

W-o-z-n-i-a-c-k-i sidder endnu ikke i tastaturets automatik. Det gør W-i-l-b-e-k. Et nyt dansk sportsår kræver imidlertid ingen staveplade. Det begynder med dobbelt W. For Wozniacki og Wilbek.

Mens det meste af en håndboldgal nation i tre mellemrundedage har siddet med armene i vejret, har vi skubbet Caroline Wozniacki i baggrunden. Grand Slam-tennis fra den anden side af jordkloden fylder ikke meget i totalbilledet, når bronzebanden for fuld skrue og TV-tid er i færd med at veksle til ædlere metalmønt i de norske fjelde. Vel noget nær malplaceret i den sammenhæng at fundere over tennisscenens tilstand.

Og så alligevel ikke. Semifinaler er vi rent faktisk efterhånden vant til i den rød-hvide udgave af herrehåndbolden. I dag kniber det mere på kvindesiden. Hvis man altså lige ser bort fra en 17-årig dansker, der gør sig med en ketsjer i hånden.

Sportsdanmark har brug for en verdensstjerne. Et idol i hel og aldeles banal forstand. Og hvad man end må mene om håndboldens globale gennemslagskraft, eller mangel på samme, vil det være på sin kærkomne plads med et verdensnavn i en af de helt store sportsgrene. Bare sådan for selvforståelsens skyld. Olsens Elleve har forpasset muligheden, Michael Rasmussen i den grad, en Schumacher betyder slet og ret blot skomager på dansk, og så har Kenneth Carlsen vel at mærke tabt sin sidste førsterunde-kamp i en Grand Slam.

Håndbolden har vi altid. På et eller andet plan i vores nære forståelse af idrætslivets løft af hverdagen. Vi har hallerne, cafeteriaerne, Anja og alle skolelærerne med en trænertjans i maven. Og tak for det. Det er et omdrejningspunkt, samlingspunkt og koblingspunkt for vores identitet og samfund. I hvert fald i den mørke tid indtil fodbolden tager over i takt med græssets gangbarhed.

Jovist, Wozniacki nåede kun ottendedelsfinalen i Australian Open. Og måske den blot 17-årige blonde baghåndsbomber med polske aner snarere er et udtryk for individets talent og en farmands pace i en pengepræget definition på topsport. Kun med golfkøllerne er vi for alvor i pengene og selvfølgelig på enkeltmandslønninger i europæiske fodboldklubber.

Alt skal ikke måles i penge. Den økonomiske udvikling i dansk herrehåndbold tenderer dog efterhånden mere forretnings- end foreningskultur. Som så igen er en nødvendighed for at holde fast i den både hævd- og nyvundne status som topnation på herresiden. For udover hang til en stjernefigur på den såkaldt store scene er navne som Hvidt, Boldsen, Boesen, Spellerberg og Knudsen mere end brugbare i den hjemlige andedam. Og lidt til.

Så lad os holde armene i vejret helt frem til lørdagens semifinale mod de forsvarende verdensmestre fra Tyskland. Måske endda helt frem til finalen. Vi har, og har haft det længe, et verdensklassepotentiale på herresiden. Med en træner, der gang på gang hiver det taktiske træk ud af ærmet, der sammenholdt med førnævnte potentiale konstant tryllebinder det meste af en nation ved tv-skærmen.

Wilbek med dobbelt V. Ditto Wozniacki. Og et dobbelt W som affyringsrampe for et nyt dansk sportsår på vej mod stjernehimlen i raketfart.