Krauls karakterbog: Danmark - Ungarn
15. okt. 2009 10.24 KommentarDR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, har set nærmere på spillernes indsats mod Ungarn og uddeler karakterer.
Thomas Sørensen: 02
En af Danmarks bedste i kvalifikationen var ikke så stabil og sikker som normalt. Målet kunne han dårligt gøre noget ved, men en skovtur i anden halvleg trækker også fra.
Lars Jacobsen: 4
Den danske højre back tilbød sig godt fremad og var især i første halvleg blandt sit holds bedste. Blev lidt uheldigt impliceret i Ungarns mål og faldt i niveau efter pausen.
Anders Møller Christensen: 02
Stopperen fra OB er både solid og god i hovedspillet, men de spillemæssige mangler fremad banen blev i den grad udstillet, da Ungarn konsekvent lod Anders Møller føre bolden frem, hvilket resulterede i den ene dårlige aflevering efter den anden.
Daniel Agger: 7
Det er lidt af et paradoks, men Danmarks bedste spiller med bolden optrådte i midterforsvaret! Daniel Agger havde flere gode fremstød og var tæt på at udligne med et forrygende langskud i anden halvleg. Som altid stærk defensivt.
Michael Jacobsen: 02
Hurtig bliver venstre backen fra AaB desværre aldrig, hvilket igen blev udstillet mod Ungarn. Til gengæld har 23-årige Jacobsen et godt spark, hvilket han viste på et direkte frisparksforsøg.
Christian Poulsen: 4
Gode sideskift fra Christian Poulsen og som altid hårdt arbejde defensivt. Dog ikke så styrende og selvlysende i spillet som mod Sverige fire dage tidligere.
Jakob Poulsen: 7
Super energi og endnu engang fremragende langskudsforsøg fra Danmarks nye duracell-kanin på midtbanen. Jakob Poulsen ligner en sikker mand både i VM-truppen og startopstillingen i Sydafrika.
Dennis Rommedahl: 02
Rommedahls udsving i niveau er lidt skræmmende. En god kamp mod Sverige blev afløst af en meget blandet oplevelse mod Ungarn, hvor wingen åbnede glimrende, men til sidst grinende forlod banen til pibekoncert fra publikum.
Jon Dahl Tomasson: 00
I modsætning til svenskerne skulle den danske anfører i denne kamp ligge længere tilbage på banen og deltage i det opbyggende spil. Det lykkedes på ingen måde, mens Jon Dahl heller ikke mod Ungarn fik scoret. Forståeligt udskiftet en halv time før tid.
Thomas Enevoldsen: 02
Danmarks debutant i startopstillingen kom skidt ind i kampen, men den tidligere AaB'er arbejdede sig udmærket ind i opgøret og kom frem til tre afslutninger, inden han blev offer for en taktisk udskiftning i pausen.
Nicklas Bendtner: 02
Ikke en af de gode aftener for den unge Arsenal-angriber, der ville afgøre for mange ting og drible alt for meget selv. I de situationer kommer Bendtner ofte til at bremse spillet for meget, og som boksspiller i første halvleg var han ikke nok i boksen!
Søren Larsen: 4
Publikums favorit fik hele anden halvleg som forreste angriber og kom frem til enkelte chancer, mens han også ganske udmærket agerede targetman på lange afleveringer frem. Mål blev det imidlertid ikke til.