preload loader
Martin Kirketerp og Jonas Warrer i deres 49er

Martin Kirketerp og Jonas Warrer i deres 49er

Foto: Mick Anderson © Dansk Sejlunion

 

Skrevet af: 

 

Jonas Warrer / Martin Kirketerp - 49er

01. jun. 2008 15.06 Sejlsport

Det bliver Jonas Warrer og Martin Kirketerp, der skal repræsentere Danmark i 49'er-klassen i sejlsportskonkurrencerne ved OL i Beijing.

Valget stod mellem de to Århus-sejlere og brødrene Peter og Søren Hansen. Men Dansk Sejlunions elitechef Michael Staal valgte altså at pege på Warrer/Kirketerp.

- Vi var helt nede i de små marginaler, men vi har vurderet, at Jonas og Martin har det største udviklingspotentiale frem mod OL. Vi har ikke vundet medalje ved de tre seneste mesterskaber, og derfor skal der tilsyneladende noget ekstra til, og det tror vi mest på, at Jonas og Martin kan levere, sagde elitechefen, da han udtog sejlerne.

Jonas Warrer og Martin Kirketerp blev nummer otte ved VM i januar, hvor Peter og Søren Hansen blev nummer 15. Ved Kieler Woche i juni måned blev det til en tredjeplads.

Jonas Warrer og Martin Kirketerp fandt sammen i 49eren efter OL i 2004. Siden har de markeret sig som en del af Danmarks stærkeste 49er-kollektiv. De to sejlere er ellers ret forskellige.
Martin Kirketerp siger om sin makker:

- Det mest irriterende ved Jonas er, at han er så overdrevet perfektionistisk i alt, hvad han gør. Han bruger fx tandtråd hver eneste aften, og solcremen skal være økologisk. Sådan er det bare hele vejen, siger Kirketerp til bladet Sejler.

Der er dog også mange positive sider:

- Jonas er meget kold og rolig. Der skal meget til at bringe ham ud af balance. Himmel og hav kan stå i et, men han er altid klar. Jeg er rigtig glad for at have ham nede ved roret, for man kan altid stole på ham, når man sejler. Der sker kun det, der skal ske, siger Martin Kirketerp.

Jonas Warrer har også et bud på sin makkers mest irriterende- og mest positive sider.

- Det mest irriterende er, at han nogle gange er meget storskrydende. Så må man lige bede ham om at tage en slapper. Men det er på den anden side også en del af charmen ved ham. Han er meget direkte. Det er lige på, hårdt og fuld gas fremad. Der bliver ikke lagt fingre imellem. På den måde er det meget rart, at man ved, hvor man har ham, siger Warrer.

Makkerparret har været en næsten fast bestanddel i top 10 i de senere år, men mangler stadig det egentlige gennembrud. Forhåbentlig kan de få det i den vind ud for Qingdao til august.

Send eller anbefal link

Kirketerp/Warrer

Martin Kirketerp 
Født: 13. juli 1982
Nuværende klub: Kaløvig Bådelaug
Tidligere klubber: Egå
Bosat i: Århus N
Uddannelse: Stud. jur.
Beskæftigelse: Stud. jur.
Hobby: Surf og hårdt arbejde!
Ægteskabelig status: Kæreste med Sandra Anastacio 
Højde/vægt: 188/80
Ambitioner ved dette OL: Medalje

Jonas Warrer  
Født: 22. marts 1979
Nuværende klub: Kaløvig Bådelaug
Tidligere klubber: Århus Sejlklub
Bosat i: Århus C
Uddannelse: Under uddannelse. Læser statskundskab 
Beskæftigelse: Fuldtidssejler 
Hobby: Kitesurfing 
Ægteskabelig status: Kæreste med Tina Rosholm 
Højde/vægt: 181/69
Ambitioner ved dette OL: Hvis vi sejler godt, og favoritterne får OL-nerver, kan vi vinde en medalje 

 


 

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > OL2008 > Danskere > Sejlsport

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.