preload loader

Skrevet af: 

 

Trine Schmidt var forvirret

18. aug. 2008 12.08 Cykling

Cykelrytteren Trine Schmidt var forvirret på et højere plan, da hun mandag deltog i pointløbet ved OL.

I starten af løbet blev hun revet ned i et styrt. Hun fik skiftet hjul og blev sendt ud på banen igen et par minutter efter. Med feltet en halv omgang efter sig var hun i tvivl om, hvorvidt hun kunne lade sig falde tilbage og være på omgangshøjde, eller om hun var tvunget til at køre den halve omgang op.

Danmarks Cykle Unions direktør, Jesper Worre stod på den ene langside og skreg som en tosset for at få hende til at falde tilbage, mens en løbskommissær på den modsatte langside råbte, og hun skulle køre op til feltet.

- På grund af, at jeg fik så forskellige meldinger, kom jeg til at køre slalomkørsel. Da jeg så blev hentet af feltet, troede jeg, at jeg var en omgang bagud, men det var jeg åbenbart ikke, sagde Trine Schmidt efter løbet, mens væsken løb fra brandsårene på hendes arme og ben.

Hun prøvede i løbet at hente den omgang, som hun troede hun var bagud, men det lykkedes ikke.

- Når man tror, at man er bagud med 20 point, så mister man lige 10 procent, sagde Trine Schmidt, der ingen point fik på kontoen og sluttede som nummer 18 ud af de 19 fuldførende ryttere.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > OL2008 > Sportsgrene > Cykling

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.