preload loader
Jonas Warrer og Martin Kirketerp har lånt den kroatiske båd og iler ud mod vandet.

Jonas Warrer og Martin Kirketerp har lånt den kroatiske båd og iler ud mod vandet.

Foto: Claus Bech © Scanpix

 

Skrevet af: 

 

Guld til 49'eren

17. aug. 2008 11.21 Sejlsport Opdat.: 17. aug. 2008 12.19

Jonas Warrer og Martin Kirketerp leverede en fantastisk bedrift, da de vandt OL-guld i 49'er, selv om masten på deres båd knækkede kort før starten på dagens medaljeræs i den heftige storm i Qingdao.

Vejret var overhovedet ikke egnet til sejlsport - og da slet ikke til de lette 49'ere. Men dommerne valgte alligevel at blæse til start kort før kl. 16.30 lokal tid, som var deadline for dagens sejladser.

Inde på kajen var danskerne, der blot behøvede en sjetteplads blandt de ti finalister for at vinde guld med sikkerhed, desperate. Men de fik lov at låne en båd af kroaterne, der ikke var kvalificeret til medaljesejladsen, og kom afsted - flere minutter efter konkurrenterne. 

Væltede på stribe
Så var det en kamp mod tiden, og selv om Warrer og Kirketerp altså nu var i gang, så det stadig mere end almindelig sort ud.

Men også mange af konkurrenterne viste sig at få store problemer på det oprørte hav. De væltede på stribe, og på utrolig vis lykkedes det danskerne at kæmpe sig forbi tre både og slutte som nr. syv.

Og det var nok til, at Warrer og Kirketerp sluttede tre point bedre end spanierne samlet og sikrede sig guld i en af de mest dramatiske sejladser i OL-historien.

Høring kl. 12.30
Det kan dog stadig gå galt. Dels skal båden, de sejlede i, godkendes, og dels kan konkurrenterne nedlægge protest, fordi Warrer og Kirketerp sejlede under kroatisk flag. 

Ifølge Radiosporten er der indkaldt til høring kl. 12.30 om hele forløbet, før guldet er officielt. Der er en lille mulighed for, at finaleræset skal sejles om i morgen. Vi følger sagen nøje.

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > OL2008 > Sportsgrene > Sejlsport

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.