Rasmus Henning blev otter
19. aug. 2008 06.08 Triatlon
Opdat.: 19. aug. 2008 07.36Rasmus Henning var ikke i nærheden af den OL-medalje, som han har drømt om, da han tirsdag sluttede som nummer otte i den olympiske triatlon.
Det var en resultatmæssig tilbagegang fra OL i Athen for fire år siden, hvor Henning sluttede på en syvendeplads.
Henning var da også lidt skuffet - men også tilfreds - med resultatet.
- For to dage siden ville jeg have kunnet svømme 200 meter med de andre, og så ville jeg være gået op. Der havde ikke været mere. Men jeg kom igennem og leverede et resultat, hvor jeg blev nummer otte i verden. Det er trods alt ikke helt ude i skoven. Jeg er stolt over, at jeg kom ordentligt igennem, siger Henning til Ritzau.
Den 32-årige triatlet ærgrede sig dog over, at han ikke selv havde været herre over sin fysiske tilstand op til konkurrencen. Han blev sløj et par dage før, han skulle i aktion.
- Det siger noget om, hvor sårbar man er i elitesport. Selv om man forbereder sig minutiøst og får det op at køre, så skal der meget, meget lidt til at vælte læsset. I hvert fald i en sportsgren, hvor man er alene, sagde Rasmus Henning.
Tyskeren Jan Frodeno vandt overraskende guld, mens canadieren Simon Whitfield og Bevan Docherty fra New Zealand tog de øvrige medaljer.
Triatleterne begyndte med en svømmetur på 1500 meter, og Rasmus Henning kom op ad vandet som nummer 21. Han lagde sig efterfølgende trygt i hovedfeltet under den 40 kilometer lange cykeltur. Alle favoritterne holdt sig tæt til hinanden, så det stod klart, at medaljekampen skulle afgøres på det afsluttende 10 kilometer lange løb. Rasmus Henning skiftede fra cykel til løbesko på en 10.-plads og var i begyndelsen af løbet med i frontgruppen. Men da favoritterne cirka halvvejs under de 10 kilometer begyndte at rykke, kunne den 32-årige dansker ikke følge med.