preload loader
Chris Terkelsen på podiet med guldvinderen Thierry Gueorgiou og bronzevinderen Jarrko Huovila.

Chris Terkelsen på podiet med guldvinderen Thierry Gueorgiou og bronzevinderen Jarrko Huovila.

Karl Kr. Terkelsen © DR Sporten

 

Skrevet af: Camilla Dam

 

VM-sølv til Chris Terkelsen

11. aug. 2005 07.51 Øvrig sport Opdat.: 11. aug. 2005 07.46

33-årige Chris Terkelsen fra Farum Orienteringsklub vandt torsdag sølvmedalje på mellemdistancen ved verdensmesterskaberne i orienteringsløb i Aichi i Japan.

 - Det er en helt fantastisk følelse. Det er bare ubeskriveligt. Det var et teknisk godt løb, og jeg følte mig godt kørende, bortset fra en enkelt fejl ret kort tid før afslutningen, siger Chris Terkelsen til DR Sporten.

Chris Terkelsen i vild jubel over VM-sølvet.

Chris Terkelsen i vild jubel over VM-sølvet.

Verdens nu næstbedste orienteringsløber ærgrede sig over fejlen, som han beskriver som helt banal. Og med 17 sekunder ned til bronzemedaljen tilslut, var det tæt på at koste dyrt.

- Jeg kom til at løbe den forkerte vej henad en sti, fordi jeg havde fokus længere fremme på banen. Jeg løb og planlagde nogle stræk, der kom længere fremme, og så lavede jeg en rigtig begynderfejl, og det kunne let have blevet dyrebart, forklarer Chris Terkelsen videre.

Der var dog relativt langt op til til franskmanden Thierry Geordiou, som vandt, så sølvmedaljevinderen mener ikke, at han ligefrem gik glip af guldet på grund af fejlen. Finnen Jarkko Huovila vandt bronze.

Troede det var slut

Chris Terkelsen førte an på verdensranglisten for syv år siden, men blev så ramt af skader, som følge af overtræning, og han troede selv at landsholdskarrieren var slut.

- Det er et fantastisk comeback for mig. Det føles som om jeg har været på en lang rejse frem mod det her. Så det er en drøm, der er gået i opfyldelse, at jeg er tilbage på det her niveau igen, fortsætter Chris Terkelsen.

Chris Terkelsens sølvmedalje er Danmarks hidtil bedste individuelle resultat i VM-sammenhæng på denne distance. Og næste år kan han forsvare sit flotte resultat på hjemmebane, når VM foregår i skoven omkring Silkeborg i slutningen af juli og starten af august.

Det er lang tid siden Danmark sidst har haft næsen så langt fremme ved et VM i orientering. Allan Mogensen blev verdensmester på den klassiske distance tilbage i 1993, og Mona Nørgaard tog titlen med hjem i 1974.

Udvalgte resultater fra VM - 4,7 kilometer, 300 meter stigning, 13 poster:

1 Thierry Gueorgiou (Frankrig) 33,00.3 minutter
2 Chris Terkelsen 34,32.0 min.
3 Jarkko Huovila (Finland) 34,49.3
4 David Andersson (Sverige) 34,54.4
5 Øystein Kristiansen (Norge) 35:31.2
6 Jørgen Rostrup (Norge) 35,38.9
30 Mikkel Lund (Danmark) 41,06.0
38 Troels Nielsen (Danmark) 44,23.0

Hos kvinderne blev Signe Søes nummer 21, og Helene Hausner løb ind som nummer 26 på de 4,1 kilometer.

Chris Terkelsen giver den gas ind på opløbningsstrækningen ved VM i orientering 2005.


 

Send eller anbefal link

 

Seneste artikler - Øvrig sport

 
 

Nyheder på /MinSport

Klubber, forbund og atleter skriver nyheder direkte på dr.dk/minsport

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Øvrig sport

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.