Heroisk fight ikke nok for Gade
21. aug. 2005 03.13 Øvrig sport
Opdat.: 21. aug. 2005 02.52Trods en heroisk fighterindsats måtte Peter Gade give fortabt i VM-semifinalen i herresingle. Efter 97 minutter kunne kineseren Lin Dan række armene i vejret oven på sejren i tre sæt: 15-9, 13-15, 15-11.
Dermed lykkedes det ikke Danmark at opnå en eneste finaleplads i Los Angeles, og Peter Gades bronzemedalje er det eneste metal til den danske lejr.
Men Peter Gade gjorde, hvad han kunne over for den topseedede kineser, der i det meste af første sæt og langt inde i andet sæt var sin modstander overlegen på alle punkter - med undtagelse af netspillet.
Lin Dan lignede en sikker vinder ved 9-4 i andet sæt, men så ændrede kampen karakter. Det var som om Peter Gade slap tøjlerne. Han blev mere aggressiv i stedet for bare at forsvare sig, og Lin Dan, der indtil da havde været nærmest fejlfri, begyndte at vise usikkerhed.
Peter Gade kom på 9-11 og vandt 15-11 efter at have misset hele fem sætbolde.
Tempoet var hæsblæsende, og det fortsatte i tredje sæt, hvor Lin Dan også startede bedst. Han førte 10-5, men Peter Gade fik kæmpet sig ind i opgøret igen og nåede næsten op. Men også kun næsten. Og efter over halvanden time tog Lin Dan stikket hjem på sin anden matchbold.
Dommer med dårlig samvittighed
- Jeg er skuffet, men også stolt over min indsats. Folk tænker, at nu blev det heller ikke denne gang, men det kan jeg ikke bruge til noget. Der er ingen tvivl om, at jeg vil gerne vinde det VM-guld, og jeg vil gøre et forsøg næste gang og tror, jeg har chancen, sagde Peter Gade lige efter kampen.
Ved stillingen 12-11 til Lin Dan blev danskeren dømt fejl på en svipserv, og det ærgrede ham grueligt bagefter.
- Det var en lovlig serv, jeg lavede, men dommeren havde dårlig samvittighed over, at han tidligere havde dømt fejl på Lin Dan, og så fik han den her i stedet. Det var rigtig surt, for jeg havde et godt tag på ham og tror, jeg havde nappet de sidste.
Peter Gade har nu to VM-bronzemedaljer i samlingen og én af sølv. Kun guldet mangler.
I finalen skal Lin Dan op mod den olympiske mester Taufik Hidayat, der slog Kenneth Jonassen ud i kvartfinalen. I semifinalen tog indoneseren sig af Lee Chong Wei fra Malaysia: 15-3, 15-12.