preload loader
Lars Paaske og Jonas Rasmussen pakker sammen efter en god kamp

Lars Paaske og Jonas Rasmussen pakker sammen efter en god kamp

Foto: Scanpix © Scanpix

 

Skrevet af: /ritzau/

 

Firedouble succes

21. sep. 2006 22.46 Øvrig sport

Fire danske doubler er klar til kvartfinalerne ved VM i badminton. Verdensmestrene fra 2003 Rasmussen og Paaske har fundet formen.

Der var dansk succes torsdag hos de danske doubler ved VM i badminton i Madrid, hvor hele fire af slagsen spillede sig klar til kvartfinalerne.

Først spillede Thomas Laybourn og Kamilla Juhl sig videre til kvartfinalen i mixeddouble efter sejr på 21-11, 21-13 over Mohd Tazaroi og Ai Ooi fra Malaysia, og den sejr fulgte Jens Eriksen og Martin Lundgaard op ved at vinde 21-15, 21-10 over Shuichi Sakamoto og Shintaro Ikeda fra Japan.

Senere på dagen overraskede Jonas Rasmussen og Lars Paaske, da de useedede danske verdensmestre fra 2003 vandt over det andenseedede koreanske par Jae Sung Jung og Yong Dae Lee sikkert 21-18, 21-11.

Vi havde nogle suveræne dueller, og holdt taktikken hele vejen. Det var fantastisk, og vi havde publikum i ryggen. Det var dejligt, sagde Lars Paaske.

Parret kunne mindes oplevelsen i Birmingham for tre år siden, hvor de også kom fra baghjul, da de tog VM-titlen.

- Her er vi også outsidere, men jeg tror ikke, vi skal lægge for stort pres på os selv. Det var fantastisk i dag, men vi skal vinde i morgen for at få medalje, sagde Jonas Rasmussen.

For den danske mixeddouble Juhl og Laybourn venter er interessant møde i kvartfinalen mod de engelske arvefjender Nathan Robertson og Gail Emms.

- Han er en arrogant spiller, som man let kan blive irriteret på. Han optræder nogen gange meget usportsligt, og det er et par man ekstra gerne vil slå. Og så er det altid en kamp om, hvem der er bedst i Europa. De er to rigtig gode spillere, som vi både har tabt til og slået. De plejer at give den gas til de store turneringer, men vi er også rigtig gode lige nu, så hvis vi skal slå dem, er det nu, sagde Kamilla Juhl.

Der var drama for alle pengene, da Jonas Rasmussen og Britta Andersen gik videre efter at have overlevet to matchbolde mod englænderne Robert Blair og Nathalie Munt. Danskerne vandt 18-21, 22-18, 24-22.

 

 

Send eller anbefal link

 

Aktuelt lige nu...

 
 

Nyheder på /MinSport

Klubber, forbund og atleter skriver nyheder direkte på dr.dk/minsport

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Øvrig sport

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.