Fredning af Bagsværd Sø truer rosporten
04. sep. 2008 21.52 Øvrig sportDansk rosport har netop hentet både guld og bronze ved OL i Beijing, men det kan blive svært for danske roere at gentage den bedrift i fremtiden. Et forslag fra Danmarks Naturfredningsforening om at frede dele af Bagsværd Sø kan få konsekvenser for sportens fremtid.
- Det kan helt sikkert komme til at koste medaljer. For det kræver jo, at der er en stor bredde for at få en rigtig god elite, siger miljøkonsulent hos Danmarks Idræts Forbund Dorthe Andersen til DR Sporten.
Dorthe Andersen har sammen med arkitekt Dan Borgen Hasløv lagt visionerne for et fremtidigt roanlæg på Bagsværd Sø. Visioner som har fået Danmarks Naturfredningsforening til at trække i håndbremsen.
- Det er ikke fordi vi principielt har noget imod en ekstra robane, men en ekstra robane vil - i startfeltet - betyde, at man skal grave ind i en eksisterende fredning for Radiomarken, og i målfeltet vil det betyde, at man er nødt til at snuppe en god bid af Fredsskov, som huser internationalt beskyttede arter, siger Birgitte Bang Ingrisch fra Danmarks Naturfredningsforening.
- Som forslaget er, så kan vi ikke få lov til at røre breder og brinker og det betyder, at det bliver meget svært at vedligeholde banerne. Og når man ikke kan vedligeholde banerne, så kan roerne jo ikke træne den distance, som de skal konkurrere på, lyder argumentationen fra Dorthe Andersen fra Danmarks Idræts Forbund.
Eskild Ebbesen og de andre roere som er afhængig af Bagsværd Sø er ikke i tvivl om søens betydning og han håber at de kommende danske eliteroere vil få de samme muligheder som han har haft.
- Det er jo ikke et spørgsmål om, at vi bare skal træne et eller andet sted. Det er jo et spørgsmål om at have det rette miljø og de rette forhold til de nye unge roere, som også skal være gode om fem og ti år, siger OL-guldvinderen til DR Sporten.