preload loader
Peter Schmeichel ser anerkendende på sin buste i Hall of Fame.

Peter Schmeichel ser anerkendende på sin buste i Hall of Fame.

 

Skrevet af: 

 

Hvem savner du i Hall of Fame?

08. jan. 2009 17.38 Øvrig sport

På lørdag bliver medlem nummer 24 af dansk idræts Hall of Fame afsløret ved DR Sportens store show Sport 2008 i Herning.

Hvem synes du har fortjent at komme med i klubben blandt landets ypperste sportsfolk?

Giv din mening til kende i bunden af artiklen og genopfrisk, hvem der allerede er med i dansk idræts fornemmeste klub.

Hall of Fames medlemmer:

Allan Simonsen, fodbold
Manden fra Vejle var en af sin tids største. Spillede for klubber som Vejle, Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona. Kåret til Årets Spiller i Europa i 1977, hvilket ingen andre landsmænd endnu har gjort ham efter. Spillede 55 landskampe fra 1972 til 1986 med 20 mål til følge.

Anja Andersen, håndbold
Kvindehåndboldens enfant terrible. Altid åbenmundet og rapkæftet, men dog mest kendt for sit sublime håndboldspil. Tysk og norsk mester som spiller på klubplan. Landsholdkarrieren bød på 133 kampe og 726 mål, som var med til at gøre Danmark til vinder af EM, VM og OL. Som træner har hun vundet DM, pokalturneringen og Champions League med Slagelse.

Erik Gundersen, speedway
Toppede på slaggeren i firserne. Blev verdensmester ikke mindre end 17 gange. Heraf var de tre individuelle titler, som blev vundet i 1984, 1985 og 1988. I 1989 satte et voldsomt styrt punktum for karrieren. Mange spåede ham ikke chance for at overleve, men efter en lang genoptræning kan i dag selv gå på trods af at han blev erklæret 70 % invalid.

Erik Hansen, kajak

Vandt OL-guld i Rom i 1960 i 1000 meter enerkajak, og var ved samme OL også med til at padle bronze hjem i stafetten i 4x500 meter enerkajak. Otte år senere kom Hansen igen på podiet ved et OL. I Mexico City blev det til bronze i 1000 meter enerkajak. Det blev også til 12 medaljer af forskellig karat ved EM og VM. i 1963 blev han både verdensmester og europamester.

Erland Kops, badminton
Vandt fra 1958 til 1967 datidens absolut største turnering, All England, hele syv gange i herresingle. Karrieren bød også på fire All England-titler herredouble. Tog også fem danske mesterskaber i herresingle, og desuden fire mesterskaber i herredouble. Fem gange er han blevet nordisk mester i herresingle, tre gange i herredouble og to gange i mixeddouble.

Gunnar "Nu" Hansen, journalist
En legende indenfor dansk sportsjournalistik. Lavede mange forskellige ting, men er nok mest kendt for sine reportager fra fodboldlandsholdets kampe under Danmarks Radios monopoldage - både på radio og tv.

Knud Lundberg, fodbold, håndbold og basketball
En mand med mange talenter. Spillede på landsholdet i både fodbold, håndbold og basketball. Fodboldkarrieren bød på fem danske mesterskaber med AB, 40 landskampe og 10 scoringer. I håndbold opnåede Lundberg syv danske mesterskaber og 23 landskampe. Basketballkarrieren fandt ligesom håndboldspillet sted i klubben HG.

Kurt Nielsen, tennis
Eneste dansker med en Grand Slam-titel på cv'et. I 1967 vandt han de amerikanske mesterskaber (nu US Open) i mixeddouble med amerikaneren Althea Gibson. Var i både 1953 og 1955 i finalen i herresingle i Wimbledon, men tabte begge. Inden han stoppede som aktiv blev det til 47 danske mesterskaber og over 30 internationale titler.

Leif Mortensen, cykling
En af dansk landevejscyklings første store stjerner. I 1968 vandt han OL-sølv i Mexico City og året efter blev han verdensmester for amatører, da han strøg først over stregen i tjekkiske Brno. Indtil Bjarne Riis slog igennem i Tour de France, var hans samlede sjetteplads fra 1971 det bedste danske resultat i løbet.

Lene Køppen, badminton
Var på toppen i halvfjerdserne. Hun vandt VM i både damesingle og mixeddouble i 1977, og i både 1979 og 1980 stred hun sig til tops i All England. Fra 1972 til starten af 80'erne stod der Lene Køppen på single-mesterskabet ved DM. Hun har også vundet fem mesterskaber i damedouble og tre i mixeddouble - i alt 16 mesterskaber. Det er blevet til endnu flere nordiske mesterskaber, syv i single, syv i damedouble og fem i mixeddouble. Det har ingen anden gjort bedre.

Lis Hartel, ridning
Vandt OL-sølv i dressur i både 1952 og 1956. Det bemærkelsesværdige ved hendes karriere var, at hun overhovedet var i stand til at konkurrere, da hun i 1944 blevet lammet efter at være blevet ramt at polio. I 1954 vandt hun det uofficielle VM i dressur. I 1994 blev Lis Hartel optaget i The International Woman's Sports Hall of Fame som den første fra Skandinavien.

Michael Laudrup, fodbold
Dansk fodbolds vel nok bedste spiller nogensinde. Alene rækken af klubber han spillede for taler for sig selv. Efter starten i Brøndby spillede han for Lazio, Juventus, Barcelona og Real Madrid inden han slog et smut forbi Japan og Vissel Kobe. Sluttede karrieren i 1998 efter at have gjort Ajax Amsterdam til både mester og pokalvinder. Spillede 104 landskampe og scorede 37 mål. Har vundet et italiensk mesterskab, fem spanske mesterskaber og Champions League én gang. I 2006 blev han af DBU kåret til den bedste danske spiller nogensinde.

Morten Frost, badminton
Firsernes helt store badmintonhelt. Vandt alt undtagen VM, hvor han to gange blev besejret i finalen. Triumfator i All England i 1982, 1984, 1986, 1987, nordisk mester i 1978, 1979, 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1988, vinder af Grand Prix-turneringen Denmark Open i 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1985, 1986, 1988 og to gange Europamester.

Morten Olsen, fodbold
Dansk fodbolds store styrmand. Fra sin position som libero var han spilopbyggeren og lederen på det danske landshold, da dynamitdrengene slog igennem i firserne. Spillede 104 landskampe og nettede fire gange. Klubkarrieren gik fra Vordingborg over B 1901 til Cercle Brügge, Racing White Molenbeck og Anderlecht i Belgien til tyske 1. FC Köln, hvor han spillede til han i 1989 stoppede. Har siden 2000 været dansk landstræner.

Niels Fredborg, cykling
Var en mester i banedisciplinen 1000 meter på tid. Her blev det til tre VM-guldmedaljer og medaljer ved tre OL i træk. Sølv i 1968, guld i 1972 (Danmarks eneste guldmedalje ved de lege) og bronze i 1976. Han vandt også hele 27 danske mesterskaber i forskellige banediscipliner.

Ole Olsen, speedway
Manden bag sportsgrenens store danske gennembrud. Han vandt 21 VM-medaljer - de fire var individuelle guldmedaljer. Første VM-titel kom i hus i 1971 og senere var han også først overstregen ved VM i 1975 og 1978. Det var den gang VM blev afviklet på en enkelt dag. I 1973 blev han verdensmester på 1000 meter sandbane.

Ole Ritter, cykling
En af sin tids største tempospecialister. Ved VM i 1962 vandt han sølv i både enkeltstart og 100 kilometer holdkørsel. I 1968 satte han timerekord (flest kørte kilometer på bane på én time). Rekorden på 48,653 kilometer stod til Eddy Merckx slog den i 1972. Blev professionel i 1967 og vandt samme år enkeltstarten i Giro d'Italia. Blev også dansk mester i linjeløb tre gange.

Paul Elvstrøm, sejlsport
Anses af mange for at være den største sejler i den olympiske historie. Elvstrøm var med ved ni OL fra 1948 til 1988 og han er en ud af kun fire idrætsudøvere, der har vundet guldmedalje ved fire OL i træk. De fire guldmedaljer blev sejlet hjem i bådklasserne Firefly (1948) og Finnjolle (1952, 1956, 1960). Han kunne dog også andet end at vinde OL. Således er han noteret for 13 VM-titler i otte forskellige bådtyper.

Peter Schmeichel, fodbold
Alle tiders bedste danske målmand. Blev i både 1992 og 1993 kåret til verdens bedste målmand. Schmeichel vandt fire danske mesterskaber med Brøndby, inden han 1991 blev solgt til Manchester United med hvem han vandt fem engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og Champions League i 1999 - det år vandt Manchester United "The Treble". Fra 1987 til 2001 blev de hold Schmeichel spillede for aldrig dårligere end nummer to i ligaen. Har den danske landskampsrekord med 129 kampe.

Preben Elkjær, fodbold
80'er landsholdets energiske bomber. Slog sit navn fast i Europa, da han fra 1978 til 1984 spillede 190 kampe for belgiske Lokeren og scorede 98 mål. Efter et brændt straffespark ved EM 84 skiftede han til italienske Hellas Verona, som han sensationelt var med til at gøre til vinder af Serie A i 85. På landsholdet holdt angriberen sig heller ikke tilbage. Det blev 69 kampe i rødt og hvidt og 38 scoringer.

Ragnhild Hveger, svømning
Kælenavne som " Den gyldne torpedo" kommer ikke af sig selv. Ragnhild Hveger, der i 1996 blev kåret til Århundredets Sportskvinde i Danmark, fik det for sine forrygende præstationer i perioden 1937-43. Her blev det til 44 officielle verdensrekorder, 52 danske rekorder og vandt 20 danske mesterskaber. Ved OL i Berlin i 1936 vandt hun sølv.

Tom Bogs, boksning
Var den store danske stjerne i professionel boksning i 60'erne. I 1968 blev han europamester i letsværvægt, da han knockoutede tyskeren Lothar Stengel. Han forsvarede titlen en gang, inden han frivilligt gik ned i mellemvægt, hvor han også blev europamester. Boksede 86 professionelle kampe, hvoraf han vandt de 77 og tabte de 8, mens én kamp endte uafgjort og en kamp endte som en "no contest".

Wilson Kipketer, atletik
Ikke mindre end Kongen af 800 meter. Han var fuldstændig dominerende på distancen i 90'erne, hvor han blandt andet var ubesejret i en periode på tre år. Han har løbet 8 af de 11 hurtigste tider på 800 meter nogensinde og er flere gange verdensmester. Kipketer holder stadig verdensrekorden med tiden 1.41.11. Han har også verdensrekorden på 1000 meter indendørs. Fik aldrig den store succes ved OL, hvor det i to forsøg blot blev til en sølvmedalje (2000) og en bronzemedalje (2004)

 

Send eller anbefal link

 

Aktuelt lige nu...

 
 

Nyheder på /MinSport

Klubber, forbund og atleter skriver nyheder direkte på dr.dk/minsport

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Øvrig sport

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.