Sophie Fjellvang-Sølling tæt på vinter-OL
10. jan. 2009 16.47 Øvrig sportSkier cross-løberen, Sophie Fjellvang-Sølling fra Københavns Skiklub blev lørdag nummer otte i World Cuppen i franske Les Contamines, og klarede dermed OL-kravet for anden gang.
Den 27-årige dansker kvalificerede sig til finalerunden igennem en ottendeplads i kvalifikationen. I dagens kvartfinale blev hun toer og kom dermed videre til semifinalen, hvor hun med en tredjeplads lige netop ikke kvalificerede sig til selve finalen.
- Jeg er selvfølgelig super glad over at være med i toppen af World Cuppen, sagde Sophie Fjellvang-Sølling efter dagens konkurrence.
- Det her giver mig for alvor blod på tanden, for det kunne lige så godt have været mig, der var kommet med i finalen. Det var uhyggelig tæt.
For at kvalificere sig til vinter-OL i 2010 i Vancouver skal man ifølge det internationale skiforbunds regler, som Danks Skiforbund retter sig efter, blive nummer 30 i et World Cup-løb eller have 100 såkaldet fis-point.
Dette har Sophie Fjellvang-Sølling med sin placering lørdag nu opnået to gange. Den femte januar blev hun nemlig nummer 21 i World Cuppen i St. Johann i Østrig. Hun er dog ikke endeligt udtaget endnu, da hun det næste års tid skal leve op til et stabilitetskrav.