Kajak: Poulsen toer i Tjekkiet
09. maj 2009 20.07 Øvrig sportOL-sølvmedaljevinderen i toerkajak René Poulsen fik lørdag en andenplads i enerkajak ved World Cup-stævnet i Racise i Tjekkiet. Den 20-årige dansker blev på 1000-meter-distancen kun slået af canadieren Adam van Koeverden, som de seneste to år har vundet den samlede World Cup.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med andenpladsen, for Adam van Koeverden er bare toppen af poppen i enerkajakken lige nu. Jeg havde et okay løb, og kajakroere bliver ikke bedre end ham, så jeg er ikke utilfreds med at tabe til ham, når det nu skulle være, siger René Poulsen i en pressemeddelelse.
Hos kvinderne blev Henriette Engel Hansen ligeledes nummer to på 1000 meter enerkajak.