Lotte Friis verdensmester i svømning
01. aug. 2009 20.06 Øvrig sport
Opdat.: 04. aug. 2009 22.06Lotte Friis havde svært ved at fatte, at hun var blevet verdensmester i svømning. Efter en halvsløj semifinale fredag, mandede hun sig op til at vinde VM-guld på 800 meter fri.
- Det er bare så urealistisk. Jeg ville bare prøve at følge med briterne, og så følte jeg, at jeg kunne mere. Så sætter jeg tempo på og holder hjem. Det er fuldstændigt fantastisk, sagde Lotte Friis til DR Sporten kort efter sin triumf.
Selv om Lotte Friis vandt sølv på 1500 meter tidligere ved VM i Rom, og sidste år vandt OL-bronze på 800 meteren, var det en overraskelse, at hun kunne tage guldmedaljen denne gang.
- Ved 2-300 meter beslutter jeg at bare køre derudaf. Jeg kan godt se, at Filippi (den italienske hjemmebanefavorit, red.), og jeg ved hun har en god afslutning, så jeg tænker, at nu skal den bare have alt. Det er urealistisk og uvirkeligt, men jeg er superglad, konstaterer Lotte Friis.
Det er første gang nogensinde, at Danmark får en verdensmester i svømning på langbane.