Maze: Vidste jeg havde det i mig
18. sep. 2009 19.06 BordtennisLørdag skal Michael Maze dyste om EM-metal mod franske Christophe Legout, som er seedet som nummer 20.
Hvis Maze vinder kvartfinalen, er han sikret medalje.
Allerede i holdturneringen tidligere på ugen slog Maze franskmanden, men det regner han jo ikke med, at han kan få gavn af lørdag.
- Nu bliver det en helt ny kamp. Legout er en vindertype, så han kommer ikke til at tænke på, at han tabte til mig for nogle dage siden, når vi står overfor hinanden i kvartfinalen, siger Maze til DR Sporten.
Han har tidligere mødt Legout og tabt, men er optimist før lørdagens duel.
- Jeg tabte til ham for tre år siden, og han er en farlig spiller. Hvis jeg ikke spiller op til mit bedste, vinder jeg ikke. Han er utrolig aggressiv og kan fange mig på hælene. Men kan jeg blive den, der styrer spillet, vinder jeg også, siger Maze.
Kronen på værket
Michael Maze bruger EM til at gøre en slags status efter sin langvarige rygskade, der tvang ham til at sætte karrieren på standby for nogle år siden.
- Det er det her, jeg har trænet frem mod. Nu skal jeg forhåbentlig lave kronen på værket, men det var det her, jeg drømte om, da jeg lå for to år siden med ondt i ryggen. Det var at komme tilbage i sådan en form. Jeg har hele tiden vidst, at jeg havde det her spil i mig, men det har taget tid at bygge formen op, siger Michael Maze.
Bordtennisspilleren har haft en god sæson og har imponeret under EM i Tyskland i denne uge, hvor han bla. slog stærke Timo Boll i hold-EM finalen.
- Jeg kan ikke beskrive den følelse, jeg havde, da jeg slog Timo Boll i en propfyldt hal i en EM-finale mod Tyskland. Det er sådan noget, jeg drømmer om, når jeg ligger fuldstændig smadret efter træningen. Jeg er på den rigtige vej nu og kan jeg fortsætte, så har jeg rigtigt store resultater i mig, siger Maze.