Talentudvikling er endt i tomrum
24. nov. 2009 23.35 Øvrig sportElitekurs.dk er nu navnet på den gruppe af forbund, som har mistet så meget Team Danmark-støtte, at der ikke længere er penge til talentudvikling.
Og det problem skal der gøres noget ved nu - inden det er for sent, siger gruppens talsmand til DR Sporten.
- I første omgang vil vi gå til vores eget forbund, Danmarks Idræts-Forbund, siger Ernst Jensen, talsmand for Elitekurs.dk og eliteudvalgsformand i Danmarks Basketball-Forbund.
Morten Mølholm Hansen, kommunikationschef i Danmarks Idræts-Forbund, siger til DR Sporten, at man gerne vil hjælpe, men påpeger samtidig, at det endnu er for tidligt at sige, hvor meget man kan hjælpe.
Ernst Jensen pointerer, at Elitekurs.dk - i forsøget på at få penge til forbundenes talentudvikling - på længere sigt måske bliver nødt til at henvende sig til Kulturministeriet og måske endda Folketinget.