Brian Nielsen har savnet sporten
09. feb. 2010 08.12 BoksningSelvom det umiddelbart lyder som et humoristisk indslag, der kunne være fabrikeret af Brian Nielsen selv, så er et comeback til bokseringen andet end blot en god historie.
- Det er jeg klar til. Jeg har savnet det hver eneste dag. Jeg stoppede kun på grund af det knæ. Jeg gad godt at komme i superform igen, siger Brian Nielsen til Ekstra Bladet.
'Den gamle klovn'
Den nu 44-årige boksepensionist var senest i ringen den 19. april 2002 - en pointsejr over Uriah Grant, en 41-årig, tidligere cruiservægter fra Jamaica.
Dengang var det tydeligt, at han havde fået nok af sporten, samtidig med at en knæskade blev ved med at drille. Men nu er lysten altså dukket op igen.
- Jeg savner omgivelserne og det at træne op til en kamp. Jeg savner at træne med Paul Duvill og det venskab, vi havde sammen. Jeg gør det ikke uden ham. Men mon ikke, der er mange, der siger: 'Hold kæft mand, han skal da stoppe, den gamle klovn?', erkender Brian Nielsen.
Seriøse forhandlinger
Avisen fandt boksebamsen nede på Marbella sammen med boksepromotor Kalle Sauerland og TV3's sportschef, Peter Nørrelund.
Ifølge Kalle Sauerland var han blot mødtes med Brian Nielsen for at høre, hvorfor han stoppede i sin tid.
- Men faktisk ser jeg rigtig gode muligheder for at sætte Brian Nielsen op mod Nikolai Valuev eller Evander Holyfield. For jeg er en promotor, der meget gerne vil lave de store kampe, siger Kalle Sauerland.
Og med TV3-sportschefens tilstedeværelse bliver snakken om det overraskende comeback endnu mere konkret.
- Hvis det lykkes Kalle Sauerland at lave en aftale med Brian, vil det være meget interessant for os at være en del af pakken, fordi Brian har så stor popularitet i den danske befolkning, fastslår Peter Nørrelund.