Danmark tabte uden Maze og Tugwell
25. maj 2010 16.03 BordtennisDet mandlige bordtennislandshold havde på forhånd opgivet at besejre Japan ved VM i Moskva, og det blev da også til et klart nederlag i Gruppe C.
Både europamesteren Michael Maze og Finn Tugwell sad over i Danmarks tredje gruppekamp, så holdet i stedet bestod af Christian Kongsgaard, Morten Hyrup Rasmussen og veteranen Allan Bentsen.
Først tabte den danske mester Christian Kongsgaard til Jun Mizutani med 1-3 og sætcifrene 11-9, 6-11, 9-11, 8-11. Morten Rasmussen måtte siden se sig slået af Kaii Yoshida med 0-3 og 9-11, 6-11, 7-11. Hvorefter Allan Bentsen tabte tredjesinglen til Seiya Kishikawa med 1-3 og sætcifrene 6-11, 11-8, 9-11, 4-11.
- Vi satser i stedet på at vinde de to kampe i morgen (onsdag, red.) mod Spanien og Kroatien og går efter tredjepladsen i puljen, siger sportschef Peter Sartz til Politiken.
Tidligere har holdet tabt 0-3 til Tyskland for siden at besejre Ungarn 3-2.