Eli Manning stadig i storebrors skygge
06. feb. 2012 07.25 eliEli Manning har altid levet i sin storebror Peytons skygge. De to er begge store profiler i NFL for hhv. New York Giants og Indianapolis Colts, men 35-årige Peyton har altid trukket det længste strå, da han ubetinget er det største quarterback-talent af de to og ligner et kommende medlem af Hall of Fame.
Men 31-årige Eli kan dog glæde sig over, at han nu har opnået noget, som hans bror ikke har: Efter nattens sejr over New England Patriots har Eli Manning nu to Super Bowl-ringe - en mere end sin storebror.
Og Eli blev også kåret som den mest værdifulde spiller under Super Bowl for anden gang i karrieren - Peyton har "kun" opnået den hæder én gang.
- Jeg er bare glad for at vinde. Jeg er begejstret for mine holdkammerater. Det her handler ikke om en person - det handler om et hold, der står sammen og henter sejren, siger Eli Manning.
Afstemning: Peyton stadig bedst
En afstemning hos amerikanske CBS viser her til morgen, at 68 procent af de godt 8000, der har stemt, stadig peger på Peyton Manning som en bedre quarterback end Eli Manning.
I nattens finale havde Eli succes med 30 af 40 afleveringer og førte bolden 296 yards frem ad banen. Og så orkestrerede han det afgørende spil, der førte til Ahmad Bradshaws touchdown i sidste minut.
- Vi flyttede bolden ned af banen, og Eli var storspillende. Hans præstation var fantastisk. Han er den spiller, der har leveret for os igennem hele året, siger New York Giants' head coach, Tom Coughlin.
Eli er i øvrigt født ind i en verden af football. Hans far, Archie Manning, blev draftet som nummer to i 1971 og spillede quarterback igennem 13 NFL-sæsoner - de fleste for New Orleans Saints. Peyton blev draftet som nummer 1 i 1998 - og Eli var også førstevalg ved draften i 2004.
Vidste du...
Eli Manning fra New York er den femte spiller, der mindst to gange opnår at blive kåret som den mest værdifulde spiller under Super Bowl. Joe Montana fra San Francisco har opnået den hæder tre gange. Bart Starr fra Green Bay, Terry Bradshaw fra Pittsburgh og Tom Brady fra New England er også blevet kåret to gange.
Ahmad Bradshaw fra New York er den fjerde spiller, der laver et
game-winning touchdown i sidste minut af Super Bowl. John Taylor, San Francisco (Super Bowl XXIII), Plaxico Burress, NY Giants (Super Bowl XLII) og Santonio Holmes, Pittsburgh (Super Bowl XLIII) har også gjort det.
I alle Giants fire Super Bowl-sejre har holdet været bagud ved pausen: (10-9 til Denver i Super Bowl XXI, 12-10 til Buffalo i Super Bowl XXV, 7-3 til New England i Super Bowl XLII, og 10-9 til New England i Super Bowl XLVI).
New York Giants er
Grundlagt i 1925
Holdet er et af de ældste i hele NFL
Kælenavn: Big Blues og G-Men
Det er blevet til fire NFL-titler (1987, 1991, 2008 og 2012)
Giants sluttede grundspillet med ni sejre og hele syv nederlag, men sendte i slutspillet blandt andre de forsvarende mestre fra Green Bay Packers ud.
Træneren hedder Tom Coughlin. Han førte holdet til NFL-sejren i både 2008 og 2012.
Holdets største profil er Eli Manning (quarterback). Han førte også holdet til sejren i Super Bowl for fire år siden. Dengang blev det også til en sejr over favoritterne fra New England Patriots i finalen.