Letter vil dele VM-værtskab med Danmark
08. feb. 2012 17.32 Øvrig sportEgentlig var Danmark og Letland i konkurrence om værtskabet for ishockey-VM i 2017, men nu ændrer letterne taktik og forsøger i stedet at komme til at dele rollen som vært med Danmark.
Det skal foregå ud fra samme model, som Sverige og Finland kører de kommende to år, hvor de to lande er dobbeltarrangører, så det indledende gruppespil foregår i begge lande, mens Finland får finalerne i 2012, og Sverige får dem i 2013.
- Vores tanke er, at det ene land skal være hovedvært i 2017, og det andet land er hovedvært i 2018. Alle bør kunne se, at det er en god idé, siger Maris Baldonieks, som er generalsekretær i det lettiske ishockeyforbund, til tv2sport.dk.
Danmarks Ishockey Union (DIU) har endnu ikke taget stilling til, om forslaget er en god idé, der skal forfølges.
- Letterne vil meget gerne lave det sammen med os, nok fordi de mener, at vi har en større chance, end de har. Der er ingen døre lukkede i den her sammenhæng, vi skal først aflevere VM-ansøgningen i 2013, siger DIU-formand, Henrik Bach Nielsen.
Danmark får under alle omstændigheder konkurrence fra Tyskland og Frankrig, som har besluttet at gå sammen om at søge VM-værtskabet for 2017.
/ritzau/