Glad Camilla Martin i Hall of Fame

Camilla Martin: Det her er den bedste pris, jeg nogensinde har fået.

Det var en glad Camilla Martin, der blev optaget i Hall of Fame lørdag aften ved Sport2012-showet i Herning.

- Det her er den bedste pris, jeg nogensinde har fået. At komme otte år efter og komme i så fint selskab betyder meget. Jeg har været rigtig glad for de priser, som jeg tidligere har fået, og som mange af de andre har fået her i aften, men nu kan jeg nyde den uden at skulle tænke på at spille en ny turnering, siger Camilla Martin til DR Sporten.

38-årige Martin havde en stor karriere i damesingle, hvor hun i mange år var totalt dominerende i Danmark. Efter karrieren har hun skabt sig en karriere i medierne, og hun er i dag studievært hos tv-stationen Viasat.

Og hun har ingen planer om at komme tilbage på højeste niveau:

- Jeg tror, jeg fortsætter i 2. division: Jeg kan ikke rigtig holde til det andet. Jeg spiller med nogle af de gamle, som jeg også spillede med på landsholdet. Det er en god blanding af unge og gamle. I skal ikke forvente at se mig i ligaen. Jeg kan mærke, at hvis jeg tænker DM eller badmintonligaen kommer trætheden. Jeg hygger mig fint på det niveau her.

  • Print
  • Del artiklen: