Bäckman: Målmanden er halvdelen af holdet

Forholdene er perfekte for ishockeylandsholdet inden OL-kvalen, og landstræneren glæder sig over at have Frederik Andersen i målet.

Per Bäckman: Man kan spille nok så godt, men uden en god målmand går det ikke.

Danmarks bedste målmand Frederik Andersen er hentet hjem til denne uges kampe i OL-kvalifikationen i Vojens.

Andersen er tilknyttet NHL-klubben Anaheim Ducks, men befinder sig i øjeblikket på klubbens udviklingshold Norfolk Admirals.

- Alle ved, hvor meget en målmand betyder i ishockey. Patrick Galbraith og Simon Nielsen gjorde det begge glimrende ved vores seneste turnering i Frankrig, men i Frederik har vi altså en målmand i absolut international topklasse, siger landstræneren.

- Man kan spille nok så godt, men uden en god målmand går det ikke.

Stor optimisme

Optimismen er høj på ishockeylandsholdet, der siden mandag har været samlet i det sønderjyske.

Landstræner Per Bäckman har i hvert fald ikke noget at klage over i optakten til de tre vigtige kampe.

- Vi har ingenting at brokke os over. Vi bor godt og træner godt, og der er et fantastisk publikum her i Vojens med trommer og hele pakken, siger svenskeren.

Han har en god fornemmelse inden OL-kvalifikationsturneringen og er overbevist om, at Danmark er bedre rustet denne gang end i Oslo for fire år siden, hvor Norge skøjtede af sted med billetterne i stedet.

- Vi spillede en ganske god turnering dengang og var ikke så langt fra Norge, men der var mange unge og urutinerede spillere på holdet.

- Denne gang har mange af dem en vis rutine og har spillet mange VM-turneringer og vigtige kampe, så det føles så godt, som det kan gøre, siger Bäckman.

Danmark indleder OL-kvalifikationen mod Ukraine i en kamp, der spilles torsdag klokken 20.

  • Print
  • Del artiklen: