Sensationel start på alpint VM
06. feb. 2007 11.34 AlpintDa VM i alpint skiløb endelig kom i gang efter tre aflysninger skete det med en overraskelse af de helt store. I herrernes super G-konkurrence var den 27-årige italiener Patrick Staudacher hurtigst og sikrede sig dermed guldet.
Hvis man ikke har hørt noget til Staudacher tidligere, så er der ikke noget at sige til det. I 78 starter i World Cuppen er det eksempelvis aldrig lykkedes for ham at komme på podiet.
Derfor var det mere end god timing, at den første podieplads skulle komme i Åre ved VM og så endda en plads på øverste trin. Andenpladsen gik til østrigeren Fritz Strobl, mens Bruno Kernen fra Schweiz tog bronzemedaljen.
Favoritterne skuffede
De helt store favoritter startede sidst, men de var ikke i nærheden af at komme forbi Staudacher, der tilsyneladende havde fordel af at starte relativt tidligt. Aksel Lund Svindal, Hermann Maier og Bode Miller sluttede alle et godt stykke nede i feltet.
Danske Johnny Albertsen blev sendt af sted som nummer 47, men den danske veteran formåede ikke at komme hele vejen til mål, da han udgik undervejs.
Kvinderne dyster ligeledes i super G senere tirsdag.