Janka vinder legendarisk styrtløb
16. jan. 2010 14.51 AlpintPublikummet i Wengen havde en forrygende lørdag eftermiddag, da hjemmebanefavoritten Carlo Janka vandt det legendariske styrtløb Lauberhornrennen.
Med sine 4,5 kilometer er løbet det længste på World Cuppen.
Carlos Janka sejr betyder samtidig, at han overtager føringen i den samlede World Cup foran østrigeren Benjamin Raich.
Janka vandt med 66 hundreddele af et sekund ned til canadieren Manuel Osbourne-Paradis, der bliver regnet som styrtløbsfavorit, når OL begynder om 27 dage i Vancouver.
På tredjepladsen kom Marco Buechel fra Liechtenstein.
Amerikanske Bode Miller, der dagen forinden vandt sin første World Cup-konkurrence i halvandet år, havde kurs mod en ny triumf, men kørte af banen i næstsidste sving og udgik.