Bolt vil være fodboldspiller
05. sep. 2010 22.00 AtletikSprinterkongen Usain Bolt vil forsøge at blive professionel fodboldspiller, når han stopper sin løbekarriere. Men først vil den 24-årige jamaicaner løbe 100 meter i 9,4 sekunder - en tid, som 'formentlig aldrig bliver slået', som han siger til BBC 5 live's ugentlige sportsshow, Sportweek.
Bolt har allerede verdensrekorden i både 100 og 200 meter løb og er også olympisk mester på begge distancer.
- Jeg er helt sikkert en god fodboldspiller - en defensiv eller angribende midtbanespiller, siger han til Sportweek.
Manchester United-tilhængeren regner med at tage springet om cirka fire år.
- Jeg ser altid disse gutter, og jeg tror, at jeg kunne blive professionel fodboldspiller. Jeg kunne tænke mig at spille fodbold i to år. Måske kunne jeg komme på et godt hold eller et gennemsnitligt hold, vurderer han.