Peter Gade vil have dansk træner
28. dec. 2007 17.57 BadmintonSpørger man den bedste danske badmintonspiller på herresiden, Peter Gade, bliver ikke en udlænding, der skal beklæde landstrænerposten, når Steen Pedersen efter syv år stopper som landstræner med udgangen af 2008.
- Det er meget nyt for mig. Jeg vil ikke sætte noget navn på. Men som jeg ser det, så bliver det en dansker, siger Peter Gade, der lørdag står i finalen ved årets Copenhagen Masters i Falkoner Salen.
Peter Gade er 31 år og nærmer sig slutningen på sin karriere.
Efter OL til sommer i Beijing melder den rutinerede badmintonspiller ud, om han stopper eller fortsætter et år eller to mere som professionel. Og selv om Gade er åben for jobbet som landstræner engang i fremtiden, er det ikke noget han spekulerer på lige nu.
- I forhold til sådan et trænerjob, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed, for at det kunne blive aktuelt. Og lige nu er jeg ikke tæt på at lægge ketsjeren på hylden, og derfor tænker jeg ikke på det nu, siger Peter Gade.